Om Alfa
Alfas visioner
Visionen for Alfa er at udbrede kendskabet til økologisk tøj og vise, at økologisk tøj kan være smukt, både hvad design og farver angår, samtidig med, at det er yderst blødt og behageligt at have på. Det er også en del af konceptet for bæredygtighed, at økologisk tøj skal være holdbart, med et klassisk og tidløst design. Dermed kan økologisk tøj fremstå som et alternativ til de sidste årtiers modeprægede tendenser, som kræver flere kollektioner om året, og hvor en del af det producerede tøj ender med at blive smidt væk, fordi det ikke kan sælges, og nye kollektioner trænger sig på. Økologisk tøj vil således også være i tråd med den stadig mere påtrængende virkelighed, at vi med vores nuværende blotte tilstedeværelse belaster vores klode mere, end den kan bære. En bæredygtig udvikling er derfor et must. Også hvad angår vores tøj.
På længere sigt
Visionen på længere sigt er at få den biodynamiske* bomuld til efterhånden at afløse den økologiske bomuld og dermed få selve råvaren, altså bomulden, til at være endnu mere i harmoni og balance med naturen. En solstråle-historie er Sekemfarmen i Ægypten, hvor det er lykkedes at skabe et biodynamisk landbrug ved at opdyrke et lille stykke af ørkenen. Bomuldstøjet fra Sekemfarmen bliver solgt under navnet Cotton People Organic. Det er muligt allerede nu at finde diverse tøjartikler fra Sekemfarmen her hos Alfa. Se under børnetøj.
Andre fibre
Desuden er det på længere sigt visionen at finde andre økologiske fibre, som kan bruges til tekstilfremstilling. Selv om bomuld er et unikt råstof med højtskattede egenskaber, er det også en meget krævende afgrøde for omgivelserne, idet bomulden har brug for meget gødning og vand. Dertil kommer, at bomuld er en sart afgrøde, der ofte bliver angrebet af skadedyr. Der arbejdes allerede nu på at få andre og mere robuste fibre med egenskaber, der er lig bomuld, til at afløse eller supplere bomulden. Det drejer sig f.eks. om hør, bambus og hamp.
*I Biodynamisk jordbrug med bomuldsavl indgår denne i et sædskifte med andre afgrøder. Derved undgås, at jorden udpines, som det kan være tilfældet, når der f.eks. dyrkes hvede efter hvede. Den biodynamiske bomuld dyrkes uden brug af sprøjtegifte og kunstgødning. I stedet bruges f.eks. biologisk bekæmpelse af skadedyr, og der gødes med naturlig gødning. Desuden bruges der særlige præparater af naturlig oprindelse til at forbedre jorden. De kosmiske kræfters indflydelse på afgrøderne anerkendes også, hvilket yderligere medvirker til at give den bedst mulige høst af høj kvalitet, i balance med jord og mennesker.